Skal Skolen På Museum?

Kronikforslag der blev udgivet i Politiken 15.8.2011

SKAL SKOLEN PÅ MUSEUM ?

Partnerskab mellem skoler og museer.

Høje kampråb, tumult og knald fra hundepropper. Fjenden kryber i skjul bag skanserne. De danske soldater kæmper mod den Slesvig-Holstenske hær. Vi er på Fredericia Vold efteråret 2010 og vi er midt i et rollespil, der skal illustrere kampen om Fredericia 1849. Eleverne er klædt i uniformer, har øvet sig i kampsange og i at bruge kårde. De er blevet udnævnt til navngivne soldater, der har hver deres opgave i rollespillet.

Slaget foregår nu på voldskråningerne udenfor Bymuseet i Fredericia, men inde i Krudttårnet ved Kastellet kan eleverne finde de genstande, man har fundet på den rigtige slagmark. Kanonkugler, der ramte soldaterne. Metalspigre, der borede sig op i hestehove og soldaterfødder. De militærhistoriske tegninger af de rigtige geværer viser, at der blev skudt med andet end hundepropper. Historiske billeder af, hvordan soldaterne rent faktisk gik klædt og hvordan de levede. Modeller af Fredericia Vold.

Elever kan spejle sig selv og deres egen virkelighed i museets genstande. Det rummer et dynamisk demokratisk dannelses potentiale. Der er stof til mange timers bearbejdning på skolen. Hvem kæmpede mod hvem og hvorfor ? Danmarks situation med hertugdømmer og et Europa i flammer. Den historiske baggrund for krigen og hvad der kom ud af den krig, der udkæmpedes i Fredericia for ca 160 år siden. Hvad er forskellen på krigene dengang og situationen i verden idag. Oplevelserne giver stof til eftertanke.

Museet stiller sin viden, sit engagement og sit professionelle formidlingsudstyr til rådighed for 7.B. fra Erritsø Centralskole. Eleverne oplever med alle sanser slaget på Fredericia Vold. Jakob på 13 år skriver efterfølgende: Det var spændende og sjovt at skulle høre efter løjtnantens orde. Caroline på 14 år supplerer med en bemærkning om, at det var lærerigt at finde ud af, hvordan det var at være soldat i 1849.

De danske museer har en højtuddannet medarbejderstab, der kan formidle kanoner og folkekunst,  stenaldernormader og nutidens normadefamilier. De har magasiner og samlinger, der spejler alt fra strømninger i verdenskunsten og til forholdet i familien. Barselspotter, konfirmations kjoler og den unge pige på Christen Dalsgaards billede, der forventningsfuld spejder efter sin elskede. Bryllupsceremonier og gaver, fra fremmede verdensstrøg, redskaber til at skaffe sig føden med og lugten af hengemt vadmel. Viden om kartoflens biologi og rejse til Europa, erindringer om kartoffeltyskerne. Livets afslutning illustreres med billedet af den gamle mand, der ligger død på marken i sine træsko og tusindvis af genstande, der viser begravelsesritualer og gravstene. Der er en guldgrube af fortællinger og viden gemt på museerne.

Der er et dannelsespotentiale i at forstå, at du ikke er det første menneske på jorden. Vores nutidige liv bygger på generationers erfaringer med natur, kultur og kunst. Vidnesbyrdene om det levede liv formidles på museerne med aktuel viden for både nutidens og fremtidens borgere. Hvad er et videnssamfund anno 2011 og hvad bør det være ? Et demokrati har brug for en stærk og levende uddannelsessektor. Den er sammen med kunst, kultur og den frie forskning den motor, der driver værket i et demokrati.

Målgruppen for museerne er alle niveauer af uddannelsessystemet fra dagpleje til videregående uddannelser. Dagplejebørnene kærner deres eget smør på museet i Nymindegab sammen med dagplejemødrene. De voksne lærer en masse nyt om, hvordan de kan skærpe de yngstes omverdensforståelse. På Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg undersøger de gymnasiestuderende de samme næringssalte som miljøkontrollen gør. De undersøger om deres resultater ligner de resultater miljøkontrollens folk kom frem til og undersøger, hvad det fortæller om vandkvaliteten.

Formidlingen går ikke kun den ene vej. Eleverne kan være med til at lave udstillinger ved innovativt fremstille deres egen udstilling inspireret af den digitale samling på nettet. Der laves elektroniske formidlingsstier i Ribe på GPS, fortalt af eleverne: fra byporte til bygningsmønstre. Eleverne arbejder med at dramatisere de fem store rovdyr på det zoologiske museum Naturama. På Vejle Kunstmuseum skaber eleverne selv deres billedudstillinger i Juniorgalleriet og gymnasieelever dyrker ”poetry slam” på Esbjerg Kunstmuseum i dialog med kunstværkerne. Lærerstuderende samler undervisningsmaterialer og forløb fra museer over hele landet i det nye projekt ”Learning Museum”, som skaber samarbejde mellem læreruddannelserne og museernes formidlingsansvarlige. Museernes samlinger kommer på denne måde i spil på en ny måde.

Kontrasten mellem rækker af støvede stenøkser i glaskasser fra 50érne og dette dynamiske formidlingstilbud er slående. Mængden af viden er eksploderet og elektronisk information er tilgængelig for eleverne døgnet rundt og gennem hele deres liv. Men stadig har autentiske genstande og det levede liv et budskab til nutidens unge. Det hele kommer an på, hvad det er vi vil vide, hvad vi vil undervise i og hvilken type af erkendelse, vi gerne fremme hos eleverne. 

Museerne kan noget i forhold til undervisning og viden, som et elektronisk opslag på wikipedia ikke kan. De kan tilbyde en refleksion af viden. Timevis af søgninger i lysende elektronisk information kan suppleres af at stå i et bindingsværkshus i Den Fynske Landsby. Her kan man mærke på stolperne, røre ved stråtaget og lugte til ildstedet. Det har betydning at gå rundt mellem genstandene og se dem formidlet af en professionel stab af øjenåbnere, der brænder for deres faglige stof – også ved hjælp af digitale og multimodale finurligheder. Også museerne kan få elektronik og autentiske genstande til at gå i dialog.

Stedets ånd har betydning for formidlingen. Det er noget helt særligt at stå på Dybbøl Banke og erkende, at det var her det foregik-det var her det skete. Eller grave efter hvalknogler i Lergraven ved Gram og finde en millionår gammel hajtand. Hajtanden kan måske hjælpe til en erkendelse af, at stedet engang var dækket af hav. Da Niels Steensen fandt hajtænder i Italien i 1600-tallet gav det ham en ide til en vigtig forståelse af sedimenter og jordens historie. Måske bliver hajtanden i Gram begyndelsen til en ny Niels Steensen ? Museernes formidlere er nye voksne, der måske kan sætte andre ting i gang hos eleverne end deres sædvanlige voksne kan. I undervisningen på museerne bliver det muligt at røre ved stenøkserne og måske også bruge en kopi til at hugge brænde med.  Det giver en oplevelse, eleven kan huske i lang tid fremover. Den skiller sig ud fra dagligdagen.

Selvfølgelig kan den stoflige erkendelse af genstandene ikke stå alene. Her kan lærerne noget som museerne ikke kan. De kan sætte oplevelserne ind i skolens daglige dont af wikipedia, elektronisk arbejde med viden, digitale smartboards, skolekantiner og matematiske udfordringer og bringe ”bud mellem stof og ånd”. Lærerne kender deres elever og ved præcis, hvordan de kan bruge dette besøg i det forløb, de har planlagt, om madens vej fra jord til bord eller om Danmark i 1700-tallet. De ved, hvordan netop Matthias kan få succesoplevelse med sin smartphone, når han kommer hjem med en række af billeder, som han kan fortælle sin historie ud fra. Læreren afgør med udgangspunkt i de formelle rammer, som det demokratiske samfund afstikker, hvad det er han eller hun vil undervise i og hvilke læremidler, han eller hun vil bruge til at undervise med. De metoder, han eller hun vil bruge, er måske at tage eleverne med ud af skolen, måske er det at læse i en bog, skrive en tekst, tage et billede, opføre et stykke, se og lave film. Måske er det alle opgaverne i fællesskab. De sociale forhold blandt eleverne er en meget vigtig del af undervisningsforløbene. Læringen kommer i spil, når eleverne indgår i sammenhængen med det læreren har tilrettelagt.

Skolens opgave er at undervise i de bestemte formål, som samfundet har afgjort. Vel at mærke de demokratisk valgte personer i vores samfund, der har bestemt at børn skal gå 9 år i skole og gennemgå bestemte fag med bestemte mål. Det er der sådan set ikke noget uformelt i. Det er der masser af formel lovgivning i. Det er dog ikke det samme at tilrettelægge konkrete oplevelser for eleverne, som at tilrettelægge læreprocesser. Derfor er den konkrete oplevelse bare en del af den erkendelse, eleverne skal opnå. Vi kan ikke underholde os til undervisning.

Lærerens rolle i den moderne skole er meget krævende. En elev født år 2000 kan ikke kongerækken udenad, som min mor født i 1928 kunne, da hun var 11. Eleven kan til gengæld f.eks. bruge sin smart-phone til at søge viden og gemme oplysninger. Hvis eleven imidlertid kun gemmer billedoptagelser af sig selv og sine venner, og gemmer tekster af typen: ” Hvilken Mad, der blev lavet på hver Skorsteen, der var i hele Byen” som prinsessen gjorde i H.C.Andersens ”Svinedrengen”, så kan det jo være ligegyldigt hvor mange digitale læremidler, der er til rådighed. Undervisningens opgave må til stadighed være at provokere elevernes vidensunivers. Hvordan man så skal man så gøre det, er der mange, der har meninger om og mange, der gerne vil have indflydelse på. Og alle vil de til enhver tid påstå, at netop deres tilbud giver læring.

Der er jungler af tilbud til den moderne lærer. Lærerværelset flyder med foldere, mailboksen spækkes med nyhedsbreve. Der er siden 1960érne opstået adskillige skoleafdelinger og skoletilbud hvor professionelle udøvere faldbyder sig selv og deres budskaber til skolen. Formelle undervisningsrum som skolens undervisning er en glimrende scene til at promovere sig selv og sit budskab på. Såkaldte ”Uformelle” læremiljøer er i vækst. Skolen bliver hurtigt en markedsplads for folk, der sælger budskaber: Prøv dette sammen med dine elever, deltag i konkurrencer, opfind eksperimenter, gør opmærksom på dette fag, så vi får flere, der vil arbejde med det på sigt, tag regelmæssigt ud en dag om ugen, hør denne forfatter, syng en sang-lav et skuespil eller en film, lyt til musik, besøg netop denne virksomhed, dette oplevelsescenter, denne naturvejleder eller dette museum. Det er et stort ”tag selv bord”, hvor adskillige byder sig til, også kommercielle udbydere. Helt banalt har læreren ofte slet ikke tid og råd til at tage ud eller bruge alle tilbuddene. Der er ikke vikarer eller råd til selve transporten af eleverne. 

Formålene for udbyderne er mange: Dels er det idealisme og oplysning, men det er også branding og legitimering af udbydernes egne institutioner.

På dette marked prøver nu også museerne vest for Storebælt at gøre opmærksom på deres vidensressourcer. Og de kan virkelig gøre en forskel med deres autentiske genstande og store faglige viden om lokale forhold. Samspillet mellem museer og elever er en mulighed gennem hele uddannelsessystemet. Men hvordan finder lærerne vej til museerne ?  Gennem 40 år har Skoletjenesten på Sjælland opdyrket og udviklet et netværk af museumsundervisning på museerne i hovedstaden. www.skoletjenesten.dk har skabt en oversigt over undervisningstilbud på hovedstadens museer og andre kulturinstitutioner. Mange børn har haft glæde af den aktive formidling og museerne har stor glæde af at udveksle erfaringer om undervisning med de andre museer. Et lignende netværk er med projektmidler fra Kulturarvsstyrelsen nu under opbygning på Fyn og i Jylland www.musko.dk og www.ulfimidtnord.dk

Mange nye skoler i det vestlige Danmark kan nu også finde ud af, hvilken pædagogisk guldgrube og udfordring, de kan finde i deres baghave. De to nye centre for museumsundervisning har indsamlet 71 statsanerkendte museers undervisningstilbud og præsenteret dem for lærere i hele uddannelsessystemet. Der er blevet udvekslet erfaringer på seminarer og kurser. Mindre provinsmuseer kan nyde godt af de konkrete undervisningserfaringer, som større museer har gjort. Der blevet arrangeret gensidige besøg med ideer og erfaringsudveksling. Så både oversigt over museumsundervisning og udvikling af museumsundervisning er i fuld gang, også vest for Storebælt.

At undervise vil altid være en proces i udvikling. At undervise er en dynamisk proces, der afspejler de sociale, kulturelle og samfundsmæssige betingelser i den aktuelle samtid. Den måde vores forældre og vi selv blev undervist på, er derfor ikke den samme, som vore børn skal undervises på. Det der hele tiden er på spil er: Hvad er det der er vigtigt at vide, hvilke færdigheder er det vigtigt at have? Vi må til stadighed debattere og diskutere. Hvis vi tror, vi har fundet en færdig form på undervisning, er vi først for alvor på glatis. Der er altid noget, der kan udvikles.

Så ja, skolen skal ta´ skolen ud af skolen og ta´på museum. Museerne er et ud af mange brugbare læremidler.

Læs mere i Temanummer: ” Museumsdidaktik” Unge Pædagoger 2011/1.

© 2021 Trine Hyllested . Powered by WordPress. Theme by Viva Themes.